Skovlund Efterskole lukker efter 30 år

Efter 30 år som en alment dannende efterskole med det formål at udvikle unge mennesker med selvtillid og respekt for andre mennesker og kulturer – baseret på et solidt fagligt niveau og sproglige kompetencer lukker Skovlund Efterskole med udgangen af dette skoleår. 

Elevtallet og økonomien tillader ikke at starte næste skoleår, og derfor ser bestyrelsen ingen anden udvej end at indstille skoledriften pr. 31.7.2026.

Antallet af elever har i en årrække blandt andet været påvirket af, at der er færre unge i efterskolealderen. Skolens økonomi tillod, som følge af flere år med relativt små elevtal, ikke endnu et år med underbelægning og underskud.

Det var derfor en enig bestyrelse, der på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 11. juni 2026 traf den tunge, men ansvarlige beslutning om at lukke skolen til sommer.

Lukningen af skolen føles meget trist for den nuværende bestyrelse, der blev valgt for et år siden med henblik på netop at sikre skolens overlevelse via en række nye initiativer og en ændret profil. Vi må desværre konstatere, at tiden ikke tillod det. Det var for sent.

Endnu mere trist må det være for den nyudnævnte forstander, der tiltrådte den 1. januar dette år. Trods hans imponerende indsats ikke mindst med profilering af skolen; men også med at skabe nyt håb og optimisme på skolen, må vi erkende, at det var for sent.

Lige så trist er det for skolens personale,  hvoraf flere har være med i hele skolens levetid eller meget af levetiden. Både det administrative og det praktiske personale og skolens lærere har i de forløbne år yder en stor og imponerende indsats for skolen og for de flere tusinde elever, som siden starten i 1996 har oplevet et  særdeles udbytterigt skoleår, der har givet dem et ståsted i livet. Et ståsted der bygger på værdierne i skolens værdigrundlag.

Endeligt skal også nævnes, at beslutningen om at lukke skolen følelsesmæssigt vil påvirke en lang række mennesker i det lille lokalsamfund som Skovlund udgør. Mange af sognets indbyggere deltog aktivt og med stor entusiasme i skolens oprettelse.  En lang række aktive pensionister har igennem årene lagt utallige frivillige arbejdstimer på skolen. Mest berømt er nok “Pensionist Banden” der bl.a. medvirkede ved opførelsen af de fem nye elevhuse og en lang række efterfølgende ombygninger. Også eksamensvagter og hovedrengøring med meget mere tog mange aktivt del i. 

Skolens ansatte samt nuværende og kommende elever og forældre er orienteret om beslutningen.

 

Skovlund Efterskole lukker efter 30 år den 31.7